Jeg og mine døtre står netop midt i en flytning! Jeg går fra et hus på 240 kvm,- til en lejlighed på 110 kvm.! Det skal siges, det er en stor opgave at skulle komprimere hele ens liv ned til det halve; for hvad tjener mig stadig og hvad gør ikke.
– Men sikken et sus og et terapeutisk arbejde det også har været at skulle give slip på alle de materielle ting, man har anskaffer sig gennem tiden. Det har været alt, lige fra et gammelt vaffeljern (som har stået ubrugt i skabet de sidste 4 år) til ting, som indeholder minder og har en personlig værdi.
Og for at give plads til nyt i livet, skal det gamle tages op til en revurdering! Alle minder og materialistiske genstande har været til vurdering igennem vores hænder. Alt, som blot har ligget på hylder i skabe og samlet støv, er blevet sorteret fra, solgt eller givet væk til velgørenhed. Det er faktisk uhyggeligt hvor meget vi får samlet sammen gennem årene. Og alt sammen tynger, da vi har glemt at minderne ligger i hjertet og ikke tingene, som blot repræsentere en svunden tid.
Til at starte med, skal mine børn og jeg sige farvel til deres barndomshjem/mit hjem gennem 18 år. Et hus, hvor væggene hvisker om glæder og sorger!
Mange glædelige minder ligger på martriklen,- 2 x barnedåb, min søsters bryllupsfest, utallige børnefødselsdage og jule- og nytårsaftner,- alt sammen i lyset af livet og glæden ved håbet, om et dejligt liv. Og hvis man lytter, kan man stadig hører væggene runge af grin, pjat og fjollerier, som udgør vores families værdier.
Haven blev indrettet lige som vi ville have det og har lagt græs til mange Sct. Hans bål, telt-overnatninger, påskejagter, kæmpe svømmebassin og snemænd. Vi har vandet og passet vores lille oase og haven har gavmildt kvitteret med en kæmpe høst af frugt og grønt.
Grunden huser adskillige små dyre-grave med familiens kaniner, marsvin og hamstre gennemtiden. Vi har begravet dem med tårer i øjnene, fordi de var værdifulde for os, i den korte tid de var. – Alt dekoreret med kærlige mindesten og forglemmigej.
Og selve delen med sorgen, har for vores vedkommende været altoverskyggende de sidst 3 år, siden min mands død. Så meget at huset nu tynger os så enormt at vi næsten ikke kan “ånde” i det længere. Vi har siddet fast i en tidslomme, hver gang vi er trådt ind af døren. Som en tung jakke er blevet lagt over vores skuldre. Sorgen fylder hver kvadratmeter med tårer, skrig, depression og ligegyldig håbløsheds-følelse.
Det bliver hårdt at aflevere huset til den nye ejer og for mine døtre er det næsten som en sidste afsked med deres far. Han “er” alle steder i huset. Men vi tager ham med i vores hjerter og ved vi kan finde ham frem, på et split sekund fra vores hjertekammer af minder. Når det så er sagt, bliver det samtidig en lettelse,- endelig at kunne komme videre i livet – vores helt nye liv, hvor vi alle 4 skal ud og finde ud af, hvem vi så er. Vi glæder os til det nye eventyr, der ligger og venter med foråret 2020 bankende på døren.
– Det kan kun blive godt!
For at kunne ændre livet historie.,- skal man turde give slip, flytte sig og gå af nye stier!
Loading Likes...