Vi skal vel alle sammen igennem det,- før eller siden,- nogen mere modstridende og smertefulde end andre…- Det faktum at vi bliver ældre og at vores fysiske ydre, ikke længere matcher vores indre selvbillede.

Det hjælper så nok heller ikke i min situation, hvor jeg som single på snart 4. år, er “ude på rov”, sammen med alle de andre tøser. Og jeg kan godt se at konkurrencen er stor.

Godt nok siger man at 40 år er de nye 30 – 50 de nye 40 år meen…

❤

Det er svært at jage i samme stil, som hende den nye på kontoret; 31 år, fast i kødet,- alt sidder der hvor det skal. Hun får straks alt opmærksomheden fra firmaets handyr, unge som gamle. Hun er mændenes frugtskål, smiler og blinker med de falske øjenvipper, kaster hendes ALT FOR VOLUMIØSE hår tilbage, mens hun klukker af deres elendige jokes. Og så er hun sikkert også pisse klog og dygtig til sit job! !! Øv

“Der er frit slag på alle hylder,- vælg ham du vil ha'”,- hvor jeg til julefrokosten, må tage mig til takke med en halv-klam hånd på mit lår fra pedellen – og faktisk må anse det som en personalegode..! Og nej, jeg hopper ikke med på me-too-bølgen men det er et hel andet indlæg. Og her kan man spørge sig selv, om det faktisk er alderen, der deler os; hvor det lille klaps i røven er en krænkelse (for dem under 35) vs. et kompliment for os på 40+.

❤

Men når det så er sagt, så nægter jeg at blive hende den erotisk buttede kvinde, der pludselig er blevet taget bagfra af en midtvejskrise og som desperat prøver, at trække ungdommens dråber i langdrag. Vi kender hende alle sammen; hende med det alt alt for røde hår, læber og negle. Hende der har spændt de slaskede balder i en gamache med gepard print eller en tøjstil, som bare havde passet bedre til en 22 årig. Og måske har hun også tage en kende for meget sol, uden tanke om at alt den sol ælder hendes udtryk hurtigere og at de 2 cm make-up kun gør det værre. Hende som netop sidder på pedellens skød og klukgriner, så barmen gynger udover den alt for nedringede bluse. Eller har hun det bare sjovere end mig og favner livet som det er kommet til hende?

Alt bliver mere og mere slapt og søger sydpå. Man prøver forgæves at creme hele kroppen ind, i håbet om at genskabe ungdommens spændstighed. De bryster som en gang var faste og har ammet børn, sidder som 2 våde sportssokker med en hinkesten i. For slet ikke at tale om rynker, der hvor kavalergangen før var.

Jeg har faktisk tænkt mere over det, efter at efteråret er slået ind. Det er blevet køligere udenfor og dog kan man stadig gå med en t-shirt på de gode dage. Men kommer der så en norden kølig brise og det “lange lys” tændes,- Ja så tror jeg ikke, jeg var gået gennem periodisk syn, da lyskejlerne simpelthen peger for meget nedad. Jamen hvad er det da for noget. Så selvom det stadig er muligt at rulle “søstrene” op til en smule fylde i den sædvanelige bh, så skal man pludselig have en lille jakke på for at dække, at vi nu kører med energisparepærer.

Og hvis vi lige kort skal nævne bagdelen, som engang var spændstig som en ny springmadras! Pludselig er den så flad at det kniber med at holder bukserne på plads; de glider simpelthen ned over en trist og kedelig røv. 2 flade koteletter, hvor “klasket i numsen” drukner i håndaftrykket, som efterfølgende bliver siddende et par minutter,- faktisk nu som en memory-foam-madras.😂

Og så er der de grå hår! Da jeg var barn og ung, havde jeg lyst hår. Efter børnene, gik det hen og blev leverpostej farvet og nu går jeg med naturens egne highlights. Jeg kæmper virkelig med at acceptere, at det pipler frem med grå stængt, endda lidt i totter. Jeg prøver virkelig men jeg er ikke klar. Jeg er ung endnu (48 år med et sind på 35 år og 25 år alt efter hvordan musikken spiller). Jeg har et ungdommeligt sind og derfor driller det mig, at spejlbilledet ikke stemmer overens med mit indre jeg. Jeg er ikke klar…! Himlen være lovet for frisørens lyse striber!

Jeg hørte Maibritt Vingsø fra radio Nova sige: “Jeg er ikke bange for at blive gammel. Jeg er bange for ikke at blive det”. Hvor utroligt smukt og velsagt. Og med det jeg har i min rygsæk, burde jeg også vide bedre; at livet er skrøbeligt og man skal sætte pris på indholdet af livets visdom og ikke den ydre fysiske skal.

Så jeg takker stjerner og månen for hvert døgn, jeg må få lov til at blive her,- hænge patter eller ej. Tak for rynkerne (også dem som forhåbentlig kommer), som viser jeg har leet, grædt og levet livet og blevet klogere. Tak for de grå hår og børnene, som helt sikkert er skyld i største delen af dem. Tak for de ømme og stive led,- de fortæller bare at jeg har været aktiv.

Så pyt, jeg satser på at charmen og min fantastiske personlighed, kan lyse min vej op. 🤪

Loading Likes...