Hvad er det, der gør at den danske sommer til noget helt specielt? Ofte hænger vores forventninger sammen med barndommens minder om sommeren, ferie og ro i sjælen.

Men hvis vi nu bare for en stund, fordyber os lidt i vores følelse af sommeren! Hvordan smager, dufter og lyder den? Hvordan føles sommeren, når du skal mærke ind og finde det, som du mener udgør sommeren?

Hvis jeg tænker tilbage til min barndom, så er sommeren:

Altid med store smil, når hele skolen var samlet på sidste skoledag og skrålede feriesangen med glæder over en lang og tiltrængt pause fra skolebøger, krav og forventninger.

Solbrændte skuldre,- for solcreme var ikke nødvendigt den gang. Jeg husker tydeligt smerte ved, at skulle vende sig i sengen om natten og huden, der skallede af i store flager.

Lyden af grin, gys og skrig, når de kolde bølger ramte kroppen. At huden smagte af saltvand, at man altid svømmede ind i tang og madpakken smagte lidt af sandet, der knaste mellem tænderne.

Sommeren betød også talrige telt-overnatninger med veninder i haven. Stankelben, der blafrede rundt i teltet, hvis man havde glemt at lyne myggenettet ned. Efter sådan en udendørs overnatning, kunne glæden altid strække sig yderligere, når man sidenhen gik i seng og dynen stadig duftede af….udenfor!

*

Sommeren minder om sten i sandalerne, sviende sår og blå mærker på de bare ben,- især når man ikke kunne finde ud af, at bremse på sine rulleskøjter. Og de små stykker grus, der satte sig fast på de nøgne knæ, når man kravlede rundt i naboens hæk og lige kunne strække armen nok til, at kunne få fat på den vildfarende hoppebold med glimmer i.

Nu som voksen, er det stadig de sammen ting, der præger mit syn og oplevelsen af svaret på den danske sommer! Dog er der kommet flere minder og oplevelser til.

Lyden af solsorten, der synger sin aftensang, mens man tager en dyb indånding og tænker: “Aarh ja”!

Det kolde glas hvidvin på terrassen på de lune sommeraftener. Og at sidde på terrassen til langt ud på natten og fører de dybe samtaler i myggenes sultne summen.

Det er lyden at kødet, der syder på grillen,- smagen af et let brændt stykke kød (- men det er jo en del af charmen) og med en salat af egen avl,- som nænsomt er blevet passet og plejet, fordi netop det vil kunne smages!

Det er de solbrune børn med håret, som solen har lysnet. Deres fnis og grin mens de slupre en filuris eller en saftig melon, hvis saft løber ned over deres bare overkroppe.

Det er knitrende bål med hjemmesnittede pinde med brændte snobrød. Det er så fantastisk tryllebindende at stirre sig ind i flammerne og bare lade tankerne flyve.

Det er lyden af naboens græsslåmaskine og havevanderen, der fugter haven efter en varm sommerdag.

Det er lyden af sport:

Tour de France med Jørgen Leths stemme, som kommentator. (Man kan sige meget om hans person, men han hørte dog med til tour’en. Men han er nu en saga blot!)

Wimpledon, med støn og svedige spillere, som kæmper sig til æren i Londons bagende sol.

Og som det, der satte mine tanker i gang; så er det jordbær og ærtepluk. Hos os er det en tilbagevendende begivenhed, hvor hele familien står foroverbøjet i jordbærbedene med munden fuld af de søde frugter. Det er lyden af “poppet”, når du åbner et ærtebælg og knaser de friske ærter mellem tænderne. Vi har altid sagt, at det var en god ting, at familien ikke skulle vejes, ligesom kurve og skåle. For nok plukker vi en masse, men spiser også ligeså meget, når vi står ude i bedene.

Hvordan smager, dufter og lyder din sommer?

Med ønsket om en god sommer ❤

Facebooktumblrmail Loading Likes...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *