Uanset om vi vil det eller ej,- så kommer den til at krydse vores vej mange gange i livet og for til sidst, også at tage os med!

Døden,- sorgen…alt det dystre og smertefulde, vi helst ikke vil tale om. Og hvorfor er det sådan et tabu? Døden er en betingelse for at leve…vi kan ikke leve, uden at skulle dø. Vi kan kun dø, hvis vi har levet!

Som børn og unge, føler vi os uovervindelige – ja nærmest udødelige. Døden er kun noget, der rammer cowboy’s i western film, naboen og hans undulat, vores gamle oldefar, planten i vindueskarmen, solsorten og musen, der kom i vejen for katten.

Idet vi får børn, kan vi godt ane at tiden pludselige skrider hurtigere. Spejlbilledet ændrer sig ikke men vores børns vækst, bevidstgører at vi ikke kan stoppe op! Jeg selv har da også måtte komme til den erkendelse at jeg temmelig sandsynligt er halvvejs igennem den tid, der er afsat til mig,- og det er altså hvis jeg er heldig!

Lukker vi bare øjnene, så sker det ikke for os,- taler vi ikke om det, så gør det ikke ondt!

Da jeg var barn mistede jeg min bedstefar/morfar til en blodprop. Han var mit et og alt og jeg kunne slet ikke være i min krop, for savnet af ham gjorde så forfærdeligt ondt. I årene, der kom mistede jeg flere familiemedlemmer: onkel og mormor.

Men allerede som barn, fik jeg ubevidst indprogrameret :

• Vi taler ikke om sorgen, savnet og smerten
• Ikke græde, for så er man bare til besvær for sine omgivelser
• Bare hurtig få ordnet det praktiske og så skynde sig videre, inden vi kommer til at mærke “bølgen”.

Man skulle tro at døden, var en smitsom sygdom, som ville klaske sig på os, hvis vi sagde dens navn højt!

Hvad bliver vi for nogle mennesker med disse åbne sår, som aldrig bliver behandlet??

(men det må være et andet indlæg).

Jeg vil fortælle dig min historie omkring det, uventet at miste min mand. Jeg vil dele den med dig, for at give dig indblik men jeg håber også, du måske kan bruge min erfaring og tage nogle ting med dig! Måske bare til refleksion og noget info, du kan drage nytte af, når du står i det.

❤

Min historie

Jeg bliver vækket lidt over kl.23 af min yngste datter, som siger til mig at jeg skal gå nedenunder til far, for han er syg! (jeg skal tidlig op næste morgen og brummer noget med at han da er en voksen mand, der kan tage af sig selv).

Som jeg går ned af trapperne kan jeg hører hans hurtige og hvæsende vejrtrækning . I en brøkdel af et sekund, tøver jeg,- jeg prøver at styrke mig – jeg kan godt mærke at her er der noget helt helt galt.  Jeg træder ind i stuen og ser ham ligge på sofaen med stiftrettet blik og fråde om munden. Med det samme går jeg på “autopilot” ( jeg er ssh’er) Han er våd af sved og kæmper for at trække vejret. Jeg glider lidt på gulvet foran ham (blæren har tømt sig) og begynder at tage fat i hans arme og ben, for at tjekke, om han er lam. (for i mit hoved, var jeg godt klar over at det var en hjerneblødning). Min mindste datter står skrækslagen og ser på,- Jeg sender hende ovenpå for at vække hendes 2 ældre søskende! Jeg kikker min mand i øjnene og siger at jeg ringer 112. Han blinker tilbage til mig, som ok.

Jeg ringer 112 og står med en sygeplejeske i røret og siger: “Jeg tror det er en hjerneblødning”! (idet jeg siger det højt, tænker jeg: fuck nu hører han det osse). Sygeplejersken fortæller mig flere gange at der er forsinkelse på ambulancen og fortæller mig at hun agter at afslutte samtalen. Jeg bliver helt chokeret og skælder hende ud og siger at hun da for helvedet ikke lægger på?!! “Nå, men vil du gerne have at jeg bliver i røret….”?? ØH JA SGU ! Jeg får bakset ham om i aflåst side-leje og prøver, med en anden telefon at få fat på et venne-par, som bor tæt på. De svarer ikke mit opkald og den ældste af mine døtre løber om til dem og banker på deres dør. Den mellemste datter sender jeg ud til vejen, for at vinke ambulancen ind. Heldigvis har vi et lokalt brandvæsen/frivillige brandmænd i min by og selvom det føles som en evighed, tror jeg de kommer hurtigt og overtager, indtil ambulancen kommer. De får hjulpet ham med vejrtrækningen,- ambulancen kommer, vores venner kommer løbende!

Vennerne bliver tilbage hos mine børn, mens jeg kører med ind på hospitalet. På vejen ud af døren, siger jeg til mine børn at det nok skal gå, selvom jeg inde i mit hoved, allerede kunne se plejesengen stå i stuen,- starten på et uværdigt liv, som vi blot kunne være tilskuer til! Jeg undre mig over det tager så langt tid for ambulancen om at komme afsted – De venter på en læge…bla bla…jeg tror jeg går lidt i sort. Jeg tænker bare: “Hvorfor fanden kører vi ikke”? Min mand har fået aflastet vejrtrækning og “lagt til at sove”! Ambulancen kører roligt ind på sygehuset og jeg undre mig over de ikke skynder sig. (men de vidste at hans pupiller var blevet små…).

På vej ind på sygehuset, får jeg fat på min søster, som møder mig i akutten!

På sygehuset bliver han hastigt scannet på kryds og tværs og rimelig hurtig får jeg beskeden fra den vagthavende læge: “Der er ikke noget vi kan gøre, blødningen har gjort uoprettelig skade på hjernen. Det kan tage timer eller dage… Så hvis der er nogen, der skal have mulighed for at farvel, skal du ringe til dem nu”!

Det var fuldstændig, som at stå i en film. Jeg hørte godt, hvad hans sagde men jeg forstod det simpelthen ikke. Jeg tror jeg sagde til ham at jeg ikke forstod ham og spurgte: “Står du og fortæller mig at min mand skal dø”?? Det var SÅ uvirkeligt! Jeg går ud på gangen for at ringe til mine venner, som er hos mine børn. Jeg fortæller dem hvad der sker og beder dem sætte telefonen på højtaler, så jeg kan fortælle mine børn den grusomme sandhed. Først da går det op for mig, hvad der foregår,- først da jeg kan høre mine børn skrige…………bryder jeg sammen!

Herfra går det slag i slag! Jeg kan ingenting! Min kære søster tager sig af alt det praktiske: at ringe til min mands familie, som iler ind på sygehuset, at melde mig syg på job, ringe til min mands arbejdesplads og bringer os mad og snacks. Mine venner bringer mine børn! Svigerfamilien kommer!

Vi sidder omkring min mand, som stadig sover og er godt dækket ind af morfin. Børnene sover på gulvet eller sidder hos deres far. Vi er der allesammen og “venter”. Min yngste datter spørger flere gange: “Mor, er der bare en lille chance, for at han godt kan leve alligevel”? Og jeg må fortælle hende nej og fortælle hende, hvilket liv, der ville vente ham, hvis miraklet skulle ske,- og det ville ingen af os ønske for ham!

På et tidspunkt fortæller en læge mig at de vil trappe ham ud af sovemedicinen og det flyver bare ud af mig: “Ej, det må i ikke. Han må ikke vågne op, bare for at få af vide at han skal dø.” Det kunne jeg simpelthen ikke bærer! Men han blev taget af medicinen,- men vågnede ikke!

Fra han fik hjerneblødningen og til han gav slip, gik der ca. 16 timer! Til sidst tænkte jeg bare at nu måtte det godt snart ske,- når det nu var den eneste vej,- for vi kunne ikke mere!

På et split sekund ændrede vores fremtid sig! Hele vores verden var sunket i grus og gik på standby!

Tiden efter var ligeså hård. Det var hårdt at se mine børn lide, samtidig med de også prøvede at være tapre.

Hvis det ikke havde været for min fantastiske søster og fabelagtige veninde, som tog sig af ALT,- ja så ved jeg ikke, hvordan vi var kommet igennem.

Der hvor man har mindst overskud, skal man forholde sig til alt muligt praktisk: bedemand, kiste, bårebuket, stenhugger, præst, salmer, forsikringsselskaber, skifteret, bankpapirer og sikkert 1000 andre ting, som jeg bare har glemt.

Jeg måtte tilsidesætte min egen sorg, (ej det lyder også voldsomt) men det var vigtigt for mig at mine børn kunne regne 1000 % med mig og derfor blev det vigtigt for mig at de ikke kun så mig, når jeg græd men også så mig, som een de kunne støtte sig op ad.

Det kan være svært at stå udenfor, kikke ind og vide hvordan man skal agerer i sådan en situation! For en del, var det tavshed og mange andre tilbød deres hjælp,- “jeg skulle bare sige til”.

Men det er bare rigtig svært at sige til….

Hør, jeg stod og kunne ikke overskue: at gå i bad, lave mad, spise og konversere! Jeg orkede ikke gæster, velmenende gæster men jeg magtede ikke at være social. Jeg stod i min egen sorg/dårlige samvittighed over at være i live (når han nu ikke var det), samtidig med at jeg havde 3 døtre, der på hver deres vis, prøvede at komme gennem den værste tid i deres liv!

Oveni det bor jeg i en lille by og bare det at skulle hen og hente 2 liter mælk i Fakta var forfærdeligt! Vi ved, mere eller mindre, godt hvem hinanden er herude. Og jeg følte bare alle stirrede i medlidenhed efter mig…:”Se der går hende den “unge”enke” (for ingen regner med at blive enke som 44 årig)!

Selv i brugsforretninger blev jeg stoppet, både af folk jeg ikke kendte, som ville kondolere og bekendte, som kom hen og spurgte ind til mig….”og nej, det er da også noget værre noget hva. Jamen hvad skete der”? Alle sammen kun med venligheden i deres hjerter men for mig, var det forfærdeligt! Jeg havde mest lyst til at sige: “Hør her, jeg skulle bare ha 2 liter mælk. Jeg gider ikke stå her og bryde sammen i Fakta for at tilfredsstille din nysgerrighed, for hvordan det nu kunne ske mm.”! I en periode fik jeg min søster til at klare mine indkøb, for jeg magtede ikke at skulle ud og fortælle historien igen og igen. Og der gik faktisk lang tid, før jeg bevægede mig ud. Hvis jeg skulle handle, tog jeg til nabo-byen, for at få lov til at være anonym!

Det er svært at stå i den situation og skulle melde nogle behov ud, til venner og bekendte, når jeg ikke selv kunne se, hvad jeg havde brug for. Men nu hvor jeg har fået det på afstand (2 år i skrivende stund), vil jeg gerne fortælle det til dig. Jeg vil gerne hjælpe dig, så du kan hjælpe din omgangskreds, når tiden er rendt ud.

Mine råd ud fra egne erfaringer:

• Lad være med at komme rendende…du ved ikke hvor mange, der faktisk har været forbi,- jeg er træt og har svært ved at sige fra.
• Kom gerne med aftensmad, kage eller andet, uden betingelsen af at du selv skal være til stede til indtagelsen. Det er ok at sende en besked: Jeg kommer lige forbi om 2 minutter og aflevere en lasagne,- også går jeg igen! (i ved hvem i er 😘)
• Tilbyd at handle ind, lufte hunden, slå græsset
• Eller send bare en blomst,- et brev…en lille hilsen
• Ser du mig i brugsen med øjnene nede i gulvet, så hils blot – men forvent ikke jeg har lyst til at snakke
• Tilbyd at tage det praktiske fx. ved begravelsen – Jeg havde en gudinde, der bagte boller, så jeg havde lidt at byde på, efter bisættelsen. Guld værd ❤

Det er de små ting, der gør forskellen.

Jeg var så heldig at have en rigtig god veninde, der bare kunne tage sig af alt omkring, bank, forsikringer, skifteretten, alt papir-værk og økonomi – og som også kom med aftensmad flere gange!

Jeg vil til al evighed være hende taknemmelig og skyldig.

Min søster og hendes mand tog hver en hel uge fri, bare for at være der for os. De stod mig bi hos stenhuggeren, på kirkegården, da en plads skulle vælges, sad hos mig under besøg af bedemand og præst. De lavede mad, handlede,- you name it. Uden dem var vi ikke kommet så godt igennem det.

Så rådet er ganske simpelt:

Det er ikke så vigtigt hvad du siger,- men det du gør, der tæller

❤

 

Loading Likes...