For et års tid siden gik jeg en tur på Strøget i København. Den herlige summen af livet på strøget; de mange skridt, stemmer, fnis, grin og duften af mad fra hver 5. butik, fyldte alle sanser.

Men dér stod hun så, Vor Frue Kirke. Ganske rank og dog forsagte uden at lave for megen postyr over sig. Og så sikkert som Strøgets summen af livet lægges bag en, når man træder over dørtærsklen til kirken,- så sænker roen sig, som gik man gennem en portal til hjerterummet.

Uden overhovedet at være troende kirkegænger som sådan, så er der noget fredfyldt over det kirkelige rum. Man sænker straks stemmerne og pulsen falder! En form for fred og respekt for institutionen!

For selvom troen til tider kan være vaklende, så deler vi trodsalt nogle af vores livs største begivenheder med kirken, idet vi samles under sammen tag, hvor vi bliver døbt, konfirmeret, viet og begravet.

Her var ingen materialisme, forstyrrende mobiltelefoner, deadlines eller overflødig snak og baggrundsstøj. Her var blot en stille stund, hvor man kunne få plads til at parkere hverdagens stress, til fordel for følelserne, sjælefred, accept af tingenes tilstand og måske fornemmelsen af, at være ganske ganske lille i det store univers.

Denne helt almindelige sommerdag var blot et stille og u-planlagt besøg, hvor den tunge kirkedør lod alt storbylivets virvar forblive ude.

Jeg satte mig og tændte et lys for mine kære og slægt -og tillod mig, at være stille i mindet om dem jeg havde mistet. Jeg takkede for, at de havde beriget mit liv med den tid de fik lov til at være i min fysiske verden og prøvede at accepterer, at de igen har måtte forlade den.

Selvom det er 1 år siden, jeg var på besøg i Vor Frue Kirke, blev jeg for nylig mindet om et voksende behov for at få ro på. Mindet om at få tid til mit eget lille univers på trods af de ydre påvirkninger så som travlhed, jag og tendensen til, at der hele tiden skal ske noget. Og som tidligere stress-ramt, er jeg blevet bedre til at fange de små signaler om; at nu er tiden inde til at kikke indad.

Find det sted i dig, hvor freden ligger og giv det lov til at fylde.

Pas godt på dig selv; ikke kun det på kropslige, men i aller højeste grad også dit sind.

Loading Likes...