Tænk på en situation, hvor du eller en anden har udvist mod, uden at det indebar at være sårbar, usikker eller følelsesmæssig udsat og hvor man ikke kan kontrollere udfaldet!
Mange er vokset op med at det er vigtigt at være modig:
- Nu ikke stå og tude..
- Tag dig nu sammen…
- Store drenge græder ikke…..
- Du fortæller bare ikke til nogen, at du har set mig….
Men jeg tænker ikke, der er ret mange af os, der gennem vores barndom har fået af vide, at det er vigtigt at være sårbar!
For det at være sårbar er jo en svaghed.
Og hvis der er noget, man ikke vil fremstå som, så er det at være svag. Men hvordan kan vi udvise mod, uden at tage nogle chancer,- vel vidende at vi kan fejle, lortet kan falde til jorden, man bliver til grin, såret mm. Hvis du ikke tør være sårbar, så kan du ikke tage nogle chancer og så “vinder” du ingenting…!
” Den som intet vover….”
Gu er det ubehageligt at vise sine sårbare sider! Og det er da grænseoverskridende, at skulle tage de svære samtaler og risikere, at andre kan se dig bløde!
Hvis der ikke var nogen, der turde vise deres sårbare sider, ville ingen have haft modet til at blive selvstændige, opfinde fantastiske ting, være en offentlig person…eller blot være den stemme, der tør sige sin mening!
Men det kræver et kæmpe mod,- og jeg tager hatten af for de mange, der tør; ..at turde stille sig frem i lyset og vise hvem man er! For du kan ikke være modig, uden ikke også at vise dine svagheder.
Jeg er ikke en af dem, der står i arenaen…ihvertfald ikke endnu!
Jeg har dog taget små skridt i forhold til at vise min sårbarhed, ved at starte denne blog, hvor du får fri adgang til min mærkelige hjerne, mine inderste tanker og følelser. Men jeg vil faktisk gerne mere end det, for jeg har jo fundet ud af, hvor fedt det faktisk er! Men jeg er endnu ikke modig nok til at fortælle min virkelig drømme,- for hvad nu hvis jeg fejler….ect ect. kan du se det??
Jeg bærer selv den indgroede byrde/vane, der er blevet lagt i min rygsæk; ikke at vise nogen hvem jeg er, for derved at gøre min person sårbar. Men som introvert ( …og det er jeg) er det faktisk de ekstrovert’e ting, jeg drømmer om. At turde træde ud i arenaen…!
For hvor må det være befriende at være “derude”, uden panser og mure, der skjuler hvem du er. Bare stå frem og være ved dig selv, for alt andet er da for besværligt. (Og tro mig, der er enormt krævende hele tiden at skulle holde barrikaderne oppe) Ude i arenaen står du nøgen og må være stærk da du skal lytte til alle de tilråb/kommentarer andre måtte have ,- alle dem, som finder det lettere at kommentere andres mod fra sidelinjen, da de jo ikke selv er modige nok, til at træde ind i lyset😜 .
Så uanset hvor modig en kriger du er,- hvor meget ydre udrustning/hylster du har taget på, bliver du nød til at vise din sårbarheden, for at sejre!
Hatten af for dig, som tør…
