Jeg var fornylig til en foredrag af Lisbeth Zornig Andersen. Her talte hun bla. om den skam barndommens bitre erfaring har bragt nogle af os og hvordan den kan vokse videre ind i voksenlivet. Og hendes ord fik mig til at reflektere lidt over ordet skam og hvordan mit eget liv, til tider, bliver berørt af skam!

(ps. så fedt at blive inspireret af sådanne foredrag og hvordan det kan sætte gang i selvransagelse.)

Vi kender alle til følelsen af skam,- den destruktive og smertefulde følelse af at være forkert! Det er følelsen af at vi har gjort noget, vi har fortrudt,- at vi har brudt en usynlig grænse eller uskreven regel.

Skammen er en grundlæggende følelse, de fleste af os kender fra barndommen og som handler om vores relationer og forhold til andre mennesker. Vi har skammet os, når vi har vidst at vi gjorde noget forkert;  snuppet en kage uden at spørge om lov og hellere ville gemme os væk bag hænderne eller aller helst under dynen, når vi er blevet konfronteret med vores,- tilsyneladende forkerte handling.

Men der er den usunde skam, som fortæller os at vi er forkerte som mennesker, som gør vi isolerer os, i håbet om at ingen vil opdage at vi intet er værd. Skam holder os tilbage fra at gøre nogle ting, som vi har svært ved at tale om, fordi hvis vi gør det, vil det glansbillede vi har skabt, blive kompromitteret.

“Skam er noget vi er født med. Vi har en disposition til at føle skam, ligesom vi er disponerede for at føle os tilknyttede og tillidsfulde. Men vi bliver det kun med andre. Det er omgivelserne, der skal tænde for det. Så hvordan det kommer til at fungere i den enkelte, afhænger af, hvordan den enkelte er blevet mødt”

Lars J. Sørensen/chefpsykolog på Psykiatrisk Hospital Nykøbing Sjælland

Jeg har følt meget skam op igennem min barn- og ungdom.

Vi kender skammen eller den pinlige situation:

• Forældrene har været pinlige (det har vi vist alle prøvet og jeg er vist også selv til tider,en af de der irriterende pinlige forældre)
• Vi har skammet os over at skulle udtrykke vores meninger og behov i det offentlige rum
• Mange skammer sig over egen fysiske fremtoning eller at stå ved deres egen seksualitet

Og så er der jo en helt anden foruroligende og langt mere mørk side af skammen;… den man dør af:

• Især indenfor den stærkt religiøse verden (og her peger jeg ikke fingre i nogen bestemt retning), hvor skam kan føre til  mord på unge piger, fordi de ikke lever op til bestemte værdier. Familiemedlemmer, der bliver ekskluderet fordi de ikke længere har de samme holdninger, der ligger til grund for deres religion og familie.
• At mænd (endda i Danmark) har myrdet kone og børn i skam over at have mistet jobbet eller at være gået konkurs.
• I mange dele af verden hersker der stor skam fx. blandt homoseksuelle, hvor faren for at blive slået ned eller endda ihjel, er stor.
• Ligeledes findes der tusindvis af vidnesbyrd gennem historien om skam, i forbindelse med fremmedhad overfor andre etniske baggrunde/ hudfarver.

Det er faktisk ganske uhyggeligt, hvor lidt tolerance og accept vi mennesker har for andre. Og hvordan denne grimme adfærd, frembringer skam hos vores medmennesker. Man skulle tro at vi helt har glemt at være ordentlige mennesker.

“Skam er at du tror, du er i din fulde ret og pludselig finder du ud af at du kan forkastes. Skam kan komme, hvis du er i en social sammenhæng, hvor du har det forkerte tøj på i forhold til de andre. Det kan også være en hel nation, som Tyskland, der stadig må forholde sig til skammen over nazismens forbrydelser under 2. verdenskrig”.

Mogens Lindhart/tidligere rektor for Pastoralseminariet København

• Jeg har skammet mig over at min opvækst ikke var præget at sunde værdier og slet ikke kunne måle sig med kammeraternes idylliske kernefamilie.
• Jeg skammede mig over min mors ligegyldighed vs. venindernes mødre, som oprigtigt interesserede sig for mig og spurgte ind til mig.
• Jeg skammede mig over at jeg var det barn i klassen, hvis forældre aldrig kom til skolearrangementer og forældre-samtaler. Samtidig blev skammen afløst af min lettelse over den manglende tilstedeværelse,- For jeg ville have været endnu mere skamfuld og mest af alt, pinligt berørt, hvis min mor var dukket op til diverse aktiviteter på skolen…,- for så ville alle jo kunne se, det jeg aller helst ville gemme væk: nemlig min skam, min virkelighed og de vilkår der prægede min opvækst!

Og selv om jeg, som voksen godt ved bedre og selv “prædiker” at vi skal tro på os selv og kun gøre, hvad der er rigtigt for os,- Så skal jeg bare være svag i 1 sekund, – et kort øjeblik, hvor jeg kommer til at tvivle på mig selv,- og straks bliver døren åbnet og min sorte skygge kryber hen over gulvet; det lave selvværd, som langsomt gnasker sig gennem min sjæl. Og selvom jeg ved bedre og godt kender strategien, jeg har skabt for mig selv, for at overhøre andres mening,- Så lytter jeg til de slibrige ord, der bliver hvisket ind i mit øre! Og i dette split sekund, er jeg slynget tilbage til barndommens usikkerhed og skam over at være den jeg er.

Så kan jeg stadig “skamme” mig over at begå fejl, da min indre dæmon, fortæller mig at fejl er lig med at være dum..!

Det er så altødelæggende for hele vores væsen…

Og som om, det ikke er nok, er det ikke altid, det er dit eget lave selvværd, der får dig ned med nakken. Desværre eksistere der små “vampyrer” (som også selv kommer fra et sted med skam og lavt selvværd), som finder behag i at puste andres lys ud, for selv at skinne mere klart. I det offentlige rum, kan det fx. være i en debat eller diskussion, hvor det før handlede om at det bedste argument måtte vinde,- til et spørgsmål om at modpartens synspunkt skulle gøres til skam; for så derved at miste sin position/anderkendelse. Jeg kender selv et par stykker af disse “vampyrer”. Ofte oplever jeg det, som værende de mennesker som er lidt for højtråbende, retfærdiggørrende, her-kommer-jeg-typen,-…..men som i bund og grund, er gode mennesker, som blot handler ondt, uden at vide det.

…For midt i alt dette, søger vi jo anerkendelsen. Vi ønsker at passe ind og blive bekræftet af venner, forældre, ægtefæller, kollegaer og chefen. Og det er bare så tåbelig at ville bøje nakken så langt ned, blot for anderkendelse at man slet ikke længere er tro mod sig selv. Istedet skammer vi os over at vores fejl er blevet set og måske endda annonceret højlydt ((stjålet fra Hella Joof’)Især kvinder: “Du skat, skal din kop med gammel kaffe med mug-pletter, blive stående i vindueskarmen ??, Hvor din mand måske bare havde taget din glemte kop med ud i køkkenet uden at nævne det). Eller chefen, som finder det nødvendigt, for at kunne sætte sig selv højere, at italesætte dine fejl, foran hele kontoret , så alle andre også lige skal se dig, skrabe snuden i gruset . Vi tillader at lade andre styrer os og hopper gerne ud foran et tog, hvis det er det, de be’r om…,- bare for at blive set og anerkendt.

Phhuuu, hvor burde du skamme dig.

Skam er en forbandede følelse, som ødelægger og overtager vores liv, som den lille indre kritiker, der sidder og hvisker os i øret og overbeviser os om at vi ikke duer til vores job, ikke fortjener dit og dat, ikke er gode nok som datter, kone, søster, mor, kollega, medarbejder ect.ect.

Og så tænker jeg på, hvilken rollemodel, jeg er for mine børn. Hvor vigtigt det er, grundlæggende at få fortalt dem at vi alle har lov til at være her, på hver vores unikke måde. At fejlene er vigtige lektioner men ikke det, der definere hvem vi er og hvor vidt vi er noget værd.

Jeg vil gøre mit til at hjælpe mine omgivelser med at slippe deres skam og lave selvfølelse! Jeg tror på at vi ved at flytte fokus, fra udelukkende at kikke på de fejl vi og andre laver, kan skabe meget større kærlighed og ikke mindst motivation. Motivation gennem positiv anerkendelse, så vi kan hjælpe hinanden med at vokse og strække os højt ind i himlen.

Vi skal se og anerkende alle de ting, vi er gode til og så vil vi helt automatisk genfinde troen på os selv og bliver et mere fuldendt menneske i harmoni med sig selv.

❤

Loading Likes...