Jeg er pt. inde i en periode, hvor jeg pludselig er kommet i tanke om at jeg lige skal passe på mig selv!

Jeg stødte idag på en udtalelse:

“Når du er sammen med “besværlige” og negative personer, så lad dem ikke påvirke dit ego”!

Kryb ikke så lavt at lade dem påvirke dine egen tanker om dig selv, gennem deres negativitet. Jeg burde selvfølgelig dømme den person, som er en idiot for at have dårlige tanker om mig, mine holdninger og værdier. Istedet kan jeg have en tendens til at tro på det, de siger om mig/til mig.  Men personen lever bare i en anden virkelighed og ser livet gennem deres “”linse”. Og det er deres valg, om de vil bruge deres levetid på at være negative og kun fokusere på det negative omkring dem.

……Så er der selvfølgelig også problematikken omkring det faktum at nogle gange, så er denne negative-ladet person mig selv,- Og se så er jeg på røven!!😜

Mit gamle dæmon er dukket op igen,- Ham, som før i tiden sad konstant på min skulder og hviskede mig i øret, mens han dunkede mig i hovedet! Ham som gav mig stress! Ham som får mig til at føle mig mindre værd og som udelukkende ser modgang, frem for udvikling.

Jeg er et sensitivt menneske og suger andres energi til mig/- eller kan i hverfald “mærke” menneskerne omkring mig,- god som dårlig. Nogle gange kan det blive så voldsomt at jeg selv kan komme i tvivl, om jeg selv er ved at blive fysisk syg,- ganske enkelt fordi, jeg endnu bøvler med at holde andres energi fra min egen. Ja jeg ved godt det lyder lidt gak men jeg har jo tidligere fortalt at jeg er lidt alternativ 😜 Ind imellem lykkes det mig at holde andres “vibes” fra min egen men jeg øver mig i at sortere andres følelser/energi, fra mine egne. Det var lige en side bemærkning!

Når det gælder mine børn, har jeg rigtig følerne ud,- det er sgu lige før at menes -perioden synkroniseres, når jeg er sammen med dem. Her må alle mødre stemme i : Når vores børn har det svært, så gør det også ondt på os. Og jeg har været igennem nogle prøvelser de sidste 4 måneder (og kæmper stadig..)Både på det professionelle plan men især privat, da 2 af mine unger, har det rigtig rigtig svært (…hjertet har nærmeste hængt blødende ud af mig)!

Og det har så betydet for mig at det sted jeg var i januar (vægttabt, godt selvværd, livet kørte til min fordel), faldt fuldstændig til jorden. Så gennem en lang periode har jeg bare basket med armene, for at holde mig selv ovenvande og holde samling på mine “ællinger”. Alt det gode: faste lange gåture, yoga, meditation, vægttab…you name it, – røg ud af bagdøren! Nu føles det næsten som om jeg næsten er tilbage ved udgangspunktet! Jeg har følt mig “slået hjem” og har set det som et nederlag og tænkt hvorfor fanden jeg skal have så meget modgang. En god veninde har dog fået mig til at reflektere over min situation. At det faktisk er en styrke i mig at jeg stadig bliver ved med at rejse mig. Den har jeg lige skulle tygge lidt på….😊!

Og oveni alt det ustabile på hjemmefronten, fik jeg tilbudt et job, som jeg sagde ja til,- for man skal da skamme sig, hvis man som ledig, ikke tager imod en fastansættelse. Men alle celler i min krop kom med små advarsels tegn, om at dette var en dårlig ide og det viste sig jo også at arbejdsmiljøet og ledelsens “metoder” slet ikke var noget for mig. Men jeg ignorerede alle de små signaler.

Og helt uden jeg opdagede det, stødte jeg ind i selvbebrejdelse og alt for høje forventninger til mig selv………Jeg var virkelig kommet på “overarbejde”!

– Jeg havde kun været på min nye arbejdsplads i 5 dage, da jeg pludselig tog mig selv i at få helt ondt i maven, inden jeg overhovedet mødte ind om morgenen. Jeg skulle kunne nogle ting udenad og jeg var top nervøs, for at klokke i det! Og pludselig opdagede jeg at jeg, som det sidste inden jeg falder i søvn og som det første når jeg vågnede,-  i tankerne, var ved at gennemgå alle de nye ting, som jeg bare SÅ gerne ville kunne med det samme.

Jeg sad i min bil, både på vejen til og fra arbejde og tænkte at “Imorgen siger jeg op”….!(det tog mig næsten 2 måneder at sige fra/op)!

Og jeg kan se, når jeg træder tilbage, at min egen nervøsitet om det at slå til, spænder ben for mig selv. Jo flere gange jeg siger til mig selv at jeg ikke duer til det her, jo tættere er jeg på at tro på min egen negative tankegang. Og så er der det at jeg byder mig selv/tillader andre at træde på mig og mine værdier, bare for at blive accepteret. Og sikken en gang lort at byde sig selv.

Så selv om jeg “prædiker”, spalte op og spalte ned, omkring det at tro på sig selv,- er jeg selv kun et lille skridt fra at træde ud over kanten. Så jeg vil blot sige,- også til mig selv:  Vi er alle mennesker med gode intentioner. Men at dette absolut ikke er ensbetydende med at vi ikke alle kan få perioder, hvor vi falder i den samme problematik igen og igen,- indtil vi får lært lektionen,- nemlig: At vi er gode nok og at vi bliver nødt til at tro på at alting går som det skal.

Selvfølgelig kan vi ikke smide ansvaret fra os og forvente at Gud, universet, Allah eller hvem vi nu tilbeder, ordner det hele for os. Jeg tror bestemt universet kun har gode intentioner for mig,- jeg skal bare gribe dem. Men det er mit eget ansvar, hvilket valg jeg træffer!

Og jeg skal prøve ikke at lade mig påvirker af,- lad mig være sød og sige “problematiske mennesker”, som skubber mig i en negativ retning. Jeg prøver blot at tænke at disse mennesker, blot krydser min vej fordi jeg skal lærer noget om mig selv ❤😍…og det er jo fedt!

Op på hesten igen!

“……And life goes on”!

Loading Likes...