Jeg har altid givet min barndom skylden, for mit nuværende liv,- og det er absolut ikke på den “fede måde”!

Måske har jeg brugt min barndom, som en undskyldning for mine fejl og mangler og er derved kommet til at påtage mig en slags “offer rolle”. Det er den letteste måde men det gør livet rigtig, rigtig hårdt og tærer igennem min sjæl som syre.

Min rygsæk er bare blevet alt for tung og situationer i mit liv, har nu gjort at jeg bliver nød til at tømme tasken, for alt det shit, der ikke længere gavner mig.

Jeg har for lang tid siden indset at det ikke er min skyld. Det er ikke min skyld, at jeg fik tildelt nogle “dårlig kort” – Men det er mit ansvar at få det bedste ud af livet.

En veninde sagde en gang til mig at jeg ville have bedst af at tilgive, for at kunne komme videre,- for at kunne hele. Men jeg har ikke kunne finde det i mig at kunne tilgive, når det jeg mest havde lyst til, var at ruske personen og skrige hende ind i hovedet: “Jeg hader dig og det er din skyld at jeg er “gået istykker”!

Lidt før jul (2018) ændrede situationen sig! Jeg er endelig kommet ud af barndommens skruetvinge og jeg vil her dele en lille del af min løsning med dig.

For det har kostet mange forskellige processer, så som : personlige udvikling, besøg hos psykolog, meditation og søgen efter spirituel indsigt, livserfaringer og meget mere.

Jeg har fornyelig skrevet et brev,- rettet mod min mor. Hende, jeg har hadet hele mit liv! Brevet har hjulpet mig med at finde tilgivelsen og fred i sjælen.

❤

Kære mor,

Jeg hader dig. Jeg tror jeg har hadet dig næsten hele mit liv. Jeg tror faktisk ikke du selv er klar over, hvor meget du har fuck’et min barndom, mit liv, mit selvværd op.

Jeg har hadet dig, for at være anderledes end de andre mødre.

Jeg har hadet dig, for altid at have sat dig selv, før end mig.

Jeg har hadet dig, for aldrig at kysse og kramme mig,-for aldrig at have sagt: ”jeg elsker dig”.

Jeg har hadet din ligegyldighed,- at du har spildt dit liv på sofaen og med alkohol og fester.

Jeg har hadet dig, for at jeg aldrig kunne tage venner med hjem,- for det var altid pinligt.

Jeg har hadet dig fordi du aldrig stod op om morgenen, sammen med mig, når jeg skulle i skole.

Jeg har hadet dig, for aldrig at have deltaget i forældremøder, håndboldkampe eller blot for ikke at have interesseret dig for mig, hvad jeg følte, tænkte og gik og lavede.

Jeg har hadet dig, for at have efterladt min søster og mig alene hjemme, mens du i løbet af natten, var listet af på druk og byture,- nogle gange var du væk i over 1 døgn. Jeg hadede dig, for ikke at have passet på mig.

Jeg har hadet dig, for aldrig at have fortalt mig, hvem min far var.

Jeg har hadet dig, fordi du aldrig har været kærlig og nærværende.

Jeg har hadet dig, for alle de gange jeg måtte ringe ned til værtshuset, for at spørge om, hvornår du kom hjem og lavede aftensmad.

Jeg har hadet dig, fordi du har gjort min barndom fyldt med fortvivlelse, sorg/ked-af-det-hed.

Jeg har hadet dig, fordi du aldrig tog dig af de syge og svage i din nærmeste familie. Hvorfor var du der ikke for dem? Hvad fanden var der galt med dig??

Jeg har hadet dig og afskrevet dig….

Og på trods af at jeg havde ophørt min kontakt med dig, så formåede du alligevel at lave en mørk plet på min sjæl,- i mit hjerte. En reminder om mit lorte liv og det du har budt mig. En reminder, som kom igennem som dårlig samvittighed. En fucking dårlig samvittighed over, ikke at dreje af og komme ind og besøge dig.

Og nu sidder du så der,- 2 år efter jeg har ”sluppet” dig…..,- nu sidder du der og er dement! Jeg kan ikke længere klandre dig for mit liv. Jeg kan ikke længere straffe dig med tavshed. For du er på vej væk og kan ikke længere huske, hvad du har gjort mod mig.

Sååå…..

Jeg tilgiver dig…

……og aldrig har min sjæl følt sig mere lettet.

 

Jeg takker dig. For på trods af en møj-barndom,- så har det gjort mig, til den jeg er i dag. Så uden dig,- ingen mig.

På grund af dig, har jeg fået et stort empatisk hjerte. Jeg har plads til at favne mine børn, anerkende og elske dem, til de brækker sig.

Jeg har lært at skulle finde glæde i de helt små ting. At kunne se det smukke i alt levende omkring mig! Lige fra ilten jeg indånder, til mine døtres fnis’en.

Jeg er blevet stærk pga. af dig. Dit dårlige forbillede har været mit vidnesbyrd om at jeg kunne gøre det 1000 gange bedre. Selvom jeg aldrig bliver perfekt, ved jeg at jeg kun kan blive bedre, end det du bød mig.

Til dine sidste dage, vil jeg tage mig af dig og hjælpe dig gennem den svære tid, der ligger og venter. Jeg vil være der, hvis du har brug for trøst og kram…. For jeg er ikke dig og mit had har forladt mig.

Kærligst din datter…

❤

 

Jeg vælger at dele mit brev med dig,- måske kan det give dig en ide til, hvordan man kan komme videre med tilgivelse! Min egentlige tanke er at jeg herefter vil skrive et brev til mig selv/mit indre barn, på min mors vegne,- Et brev hvor jeg lader “hende” skrive alt det jeg har længtes at høre. Og derefter kan jeg afslutte et helt liv med had, sorg og mindreværdskomplekser! Og endelig sjælefred !

 

 

 

Loading Likes...