Jeg har mine børn i folkeskolen (ok, 1 er gået videre til gymnasiet). Jeg tror i og for sig på at folkeskolen er god nok og selvfølgelig er der forskel på skolerne,- ligesom der er forskel på lærerne og forskel på dig og mig.

Men jeg har en forventning om at mine børns undervisere er top motiveret (og nu prøver jeg at holde politik ude af det – manglende midler/økonomi/pressede planer/dokumentation mm.). Jeg har en forestilling om at de har taget lærer uddannelsen, fordi de har hjertet på det rette sted og har lyst til at lære fra sig og inspirere de unge mennesker.

Jeg ønsker at ungerne kommer ud af folkeskolen med en YES-følelse, at de er blevet hørt og set som de individuelle væsner de er.

Jeg ønsker at min børns undervisere: støtter, skubber, puffer og “holder dem i hånden”, når de har brug for det.

Jeg ønsker at børnene får lov at leve i deres drømme om fremtiden og troen på at de godt kan, bare de tør. Bare at troen på sig selv, i sig selv, er det værktøj der skal til, for at nå stjernerne.

Selvfølgelig skal der være en vis realisme,- men skaber vi så ikke bare en boble, hvor vores børn ikke må blive skuffet eller såret over ikke at have slået til?  Men hvorfor dunker vi dem i hovedet over at de har begrænsninger? Er det fordi vi ikke vil gøre vores børn til små egoister? Jeg vil til en hver tid nok mene at selv egoister, kan have medfølelse. Hvis bare skolen lærer mit barn at tro på sit faglige kunnen,- så skal jeg/vi som forældre nok sørge for at vores børn har empati, kan trække sig, for at andre kan skinne und so weiter. Der er plads til os alle. Det ene behøver ikke udelukke det andet.

Jeg ønsker en underviser, der spørger mit barn:

• Hvad er dine drømme?
• Hvordan kan jeg hjælpe dig tættere på at indfri dem?
• Hvad har du brug for af viden?
• Hvordan kan jeg hjælpe dig til at opnå dit største potentiale?

Det er vigtigt at vores børn får lov til at stole på sig selv og deres drømme og evnen til at opnå dem.

• Du skal have chancen for at bevise det
• Du fortjener at prøve
• Du kan blive hvad du vil, hvis du tør kæmpe for det.

De har ikke brug for voksne, der fortæller dem at drømmene er urealistiske. Voksne som “slukker deres lys”!

Selvfølgelig higer vi alle efter anerkendelse – det er da det fedeste. Men de skal ikke stræbe, bare for at tilfredsstille en lærer eller gøre mor og far stolte. Nej, de skal gøre hvad de tror på og drømmer om, for i sidste ende er det deres egen tilfredsstillelse, egen stolthed over at have opnået, det de havde sat sig for..At kunne sige YES, jeg gjorde det!!

Grunden til at jeg skriver dette indlæg, ligger egentlig til bunds i en forældre samtale for en del år siden. Ved denne samtale, hvor min datter på ca. 15 år sidder med,- konstaterer læreren – endda med humor og et smil fra det ene øre til det andet,- at min datter nok ikke bliver en matematik professor. Hun havde til dels ret (Nuvel, hun var ikke den skarpeste) MEN senere ( ca. 1 år), fortæller min datter mig at den sætning havde hægtet sig fast i hendes tanker! Hun troede på sin lærer og fik selv den holding at hun var dårlig til matematik!

På dette tidspunkt havde min datter flyttet skole (for at tage 10.klasse) og havde fået en ny matematiklærer! Tænk sig, at denne nye mat.lærer fik rettet fuldstændig op på min datters matematikevner. Hun havde pludselig en engageret lærer, som tog sig tiden til at forklare og vise andre indgangvinkler til problemstillinger, som gjorde at hun pludselig forstod matematik. En lærer, som startede det nye skoleår med at sige: “det bliver helt vildt fedt det her”! Hurra....og den dag idag tager hun matematik på A niveau på gymnasiet. Jamen, det er lige til at få kuldegysninger over!

Så tænk en gang over, hvor let påvirkelige vores unge mennesker er. “Hvis du siger det højt 1 gang, ja så må det jo være sådan”. De adopterer din dårlige overbevisning om ikke at kunne slå til..! Jeg tænker blot,- Tænk hvis hun kunne have været “udsat” for en sådan motiverende og opbakkende lærer gennem hele sin skolegang,- Tænk alle de succes oplevelser hun kunne ha haft, hvis blot underviseren….

Så gør din datter og søn den tjeneste at stille spørgsmål til forældre samtalen:

• Hvad gør du for at hjælpe mit barn?
• Hvordan motiverer du mit barn til …….?

Intet er umuligt for den, som bærer viljen i sit hjerte

Alt er muligt

❤

Ps. Forstå mig ret, vi har en masse fantastiske undervisere i vores folkeskoler. Men får vi nu en dårlig lagkage med hjem fra bageren,- så går vi ned og klager. Er der hul i den nye bluse vi har købt,- forlanger vi den byttet. Vi må gerne være mere kritiske på vores børns vegne, det er trods alt deres fremtid det gælder.

Loading Likes...